5. Antibiotikaforbrug hos mennesker
Læs hele kapitlet om antimikrobielt forbrug hos mennesker her
Kapitlets højdepunkter 2024:
Antibiotikaforbrug hos mennesker
Antibiotikaforbruget til mennesker i Danmark i 2024 var 16,27 DID (definerede døgndoser pr. 1.000 indbyggere pr. dag), hvilket er 7,3 % lavere end forbruget i 2015 (17,56 DID) og næsten på niveau med forbruget i 2023 (16,47 DID). Dette kan tyde på en stabilisering af antibiotikaforbruget efter de markante COVID-19-relaterede fald i 2020 og 2021 og de efterfølgende stigninger i 2022 og 2023.
I primærsektoren var det samlede forbrug af antibiotika 14,35 DID i 2024, sammenligneligt med 2023 (14,56 DID) og 8,4 % lavere end i 2015 (15,66 DID). De fire grupper af penicilliner udgjorde 64 % af forbruget i 2024, og beta-laktamase-følsomme penicilliner var den mest anvendte antibiotikagruppe (24 % af det samlede forbrug i primærsektoren).
Antibiotika mod luftvejsinfektioner faldt med 7 % i 2024 sammenlignet med 2023. I 2022 og 2023 var antibiotikaforbruget præget af markante vintertoppe, som var højere end årene før pandemien (2018-2019). Dette skyldtes sandsynligvis en høj forekomst af virusinfektioner, herunder tidlige og mere alvorlige RSV- og influenzasæsoner, udbrud af gruppe A-streptokokker og mycoplasma pneumoniae infektioner hos børn. Antibiotika ordineret til børn faldt også i 2024; blandt 0-4-årige var forbruget i 2024 i gennemsnit 230 behandlede patienter pr. 1.000 indbyggere, et fald på 23% sammenlignet med 298 behandlede patienter pr. 1.000 indbyggere i 2023. For de 5-9-årige blev 172 patienter pr. 1.000 indbyggere behandlet i 2024 sammenlignet med 197 patienter pr. 1.000 indbyggere i 2023 (et fald på 13%).
Ældre indbyggere på plejehjem i 2024 modtog 93 % flere antibiotikarecepter end ældre indbyggere i eget hjem (1.813 recepter pr. 1.000 indbyggere på plejehjem sammenlignet med 937 recepter pr. 1.000 indbyggere i eget hjem). Urinvejsinfektioner var den primære årsag til den observerede forskel i behandlingshyppigheden. Forbruget af antibiotika til ældre er faldet siden 2016, men var uændret for første gang i 2024 ved sammenligning med forbruget i det forgangne år 2023.
Forbruget af antibiotika på hospitalerne målt i DID (dvs. uden at tage højde for hospitalsaktiviteten) var 1,92 DID i 2024, hvilket svarer til forbruget 2023 (1,91 DID). Målt i DDD pr. 100 sengedage (DBD) var forbruget i 2024 (146,17 DBD) 2,6 % højere end i 2023 (142,51 DBD) og 33 % højere end i 2015 (110,23 DBD).
Antibiotika i restordre er et stigende problem for forsyningssikkerheden. I 2023 var nitrofurantoin utilgængeligt i en længere periode på grund af restordre, og i dele af 2024 var metronidazol utilgængeligt. Samtidig steg forsyningen af disse antibiotika via særlige udleveringstilladelser i forsøget på at dække behovet.
AWaRe-klassificering af antibiotikaforbruget i Danmark viste, at 84 % af forbruget bestod af ”Access” antibiotika (WHO's målsætning er 60 % ”Access” antibiotika).